Tur til Christiansø

Ertholmene, eller Christiansø som øerne kaldes i daglig tale, er værd at besøge. Historiens vingesus sender jer tilbage til slutningen af det 17. århundrede, hvor ufredstider fik kongen til at befæste de to små klippeskær ca. 18 km øst for Gudhjem. Øgruppen består af de to beboede øer, Christiansø og Frederiksø, der er forbundet med en gangbro over havnen. Desuden er der den ubeboede ø, Græsholm, som er fuglereservat, og endelig hører en række mindre klippeskær til øgruppen.

Christiansø er 710 meter lang og 430 meter, mens Frederiksø er 440 meter lang og 160 meter bred.

Fæstningen blev grundlagt i 1684 af den enevældige kong Christian V til forsvar af rigets interesser i Østersøen. Kongen satte 450 mand til at bygge de tykke fæstningsmure rundt om hele øen. Desuden blev der bygget forsvarstårne, krudtmagasiner, kanonbastioner, kommandørbolig, fyrtårn, hospital, kanonbådsskure, eksercérplads og boliger til soldaterne. Granitten brød man på øen, mens murstenene i vid udstrækning kom fra Hammershus.

I dag er Ertholmene et lille samfund med knap 90 indbyggere. Her leves livet, og indbyggerne tilpasser sig de til tider barske vind- og vejrforholdene.  I hverdagene sejler en postbåd fra Bornholm med post og bestilte varer og materialer. Øernes børn går på Christiansø Skole til og med 7. klasse, hvorefter de fleste fortsætter deres skolegang på efterskole, typisk på Bornholms Efterskole ved Rønne. De to lige rækker soldaterboliger på østsiden af både Christiansø og Frederiksø er blevet almindelige lejligheder, hvor blandt andet øernes håndværkerfamilier bor.

I sommerhalvåret besøger omkring 45.000 mennesker Christiansø, og mange overraskes over den ro og skønhed, som præger øerne.

Alene sejlturen er en oplevelse værd. Men også Græsholm rummer en spændende historie, nemlig faunaens: Når ynglesæsonen er på sit højeste, residerer mere end 35.000 fugle på øen, som i øvrigt er landets eneste yngleplads for de fredede lomvier og alke. Derudover har flere hundrede gråsæler det seneste år slået sig ned på og ved det lille klippeskær Tat nordvest for Christiansø.

Mere inspiration kan hentes på Christiansøs hjemmeside, www.christiansoe.dk eller på Christiansø Skoles hjemmeside, hvor der findes en særlig underside beregnet på lejrskoler, som besøger eller påtænker at besøge øerne. Siden kan findes på dette link: http://christiansøskole.dk/lejrskole.

Hvis I er særligt interesserede i gråsælerne ved Christiansø, kan I få mere viden på dette link: http://www.chnf.dk/aktuelt/gsael2010/gsaeler10.php.