Den Kreative Ø

Når man bor på en ø omgivet af vand, hvor man ikke kan komme ud, begynder tankerne at vandre ind. Bornholm virker som en magnet på kreative mennesker.

Kun få steder i Europa finder man en så høj koncentration af keramikere, glaspustere, tekstilkunstnere, smykkedesignere og billedhuggere som på Bornholm. Naturen, lyset, roen får tit - og givetvis med rette - æren.

Al denne kreativitet er godt dokumenteret. Glas, keramik, tekstil på Grønbechs Gård i Hasle. Malerier, skulpturer og kunsthåndværk på Bornholms Kunstmuseum i Rø. Hjorths Keramikfabrik i Rønne er, med sine udstillinger og arbejdende værksteder, øens hukommel­se ud i kunsten at betvinge ler til keramik. Og i Gudhjem har øens måske mest kendte ma­ler, Oluf Høst, sit helt eget museum. Igen og igen - sommer, vinter, forår, efterår - malede han motiver fra hus­­mands­- stedet »Bognemark«, der ligger ovenover Gudhjem: Udsigten over Salenebugten, solnedgangen gennem vognporten. Igen og igen. Flere end 100 forskellige slags lys transformeret til det hvide lærred.

Og på samme måde var Høst fascineret af flammernes fyrighed. Han havde en aftale med Gudhjem Brandvæsen om, at de skulle ringe i tilfælde af en god gårdbrand. Vil man helt tæt på "Olufs skabende kraft", så besøg kunstnerens hjem »Norresân« i Gudhjem: Udstilling, videobiograf, personlige breve, dokumentationsafdeling, kunstnerens sommeratelier og en fantastisk klippehave.

På øens mange glaspusterier kan man ved selvsyn konstatere miraklet, når sand, varme og et par gode lunger bliver til kunstfærdige glas, karafler og skulpturer.

Der er også mulighed for at stifte bekendtskab med sin egen indre kreativitet. Book en kunstner for en dags tegning og maling, hvor hun rådgiver og vejleder – og tag et helt unikt minde med hjem.

Bornholms Kunstmuseum

Bornholms Kunstmuseum er beliggende ved Helligdomsklipperne cirka seks kilometer nord for Gudhjem i et af Danmarks flotteste og mest spektakulære landskaber. Museumsbygningen, der blev indviet i 1993 og udvidet i 2003, er præmieret flere gange for dens høje arkitektoniske kvalitet og spændende indretning.

Museets ca. 4000 m2 rummer en permanent samling af kunst og kunsthåndværk med relation til Bornholm og viser desuden fem - seks skiftende særudstillinger hvert år. Hovedvægten i samlingen er lagt på bornholmermalerne – den gruppering eller skole, der i de første årtier af 1900-tallet opsøgte Bornholm og her skabte en helt ny form for landskabsmaleri, stærkt inspireret af de franske forbilleder Picasso og Braque og af det helt særlige bornholmske lys.

Men samlingen rummer også både ældre og nyere kunst. Man kan f.eks. se, hvordan det bornholmske landskab blev opfattet af 1800-tallets malere og man kan følge de nyere strømninger f.eks. da surrealisterne kom til Bornholm i 1930erne og da de abstrakte ekspressionister opsøgte øen, før de fik deres internationale gennembrud i slutningen af 1940erne, ligesom også nutidens kunstnere er rigt repræsenteret.

Samlingen rummer bl.a. værker af Michael Ancher, Holger Drachmann, Kristian Zahrtmann, Karl Isakson, Olaf Rude, Edvard Weie, Niels Lergaard, Oluf Høst, Paul Høm, Sigurd Vasegaard, Richard Mortensen, Sonja Ferlov, Hans Øllgaard, Ejler Bille, Jørgen Haugen Sørensen, Tonning Rasmussen og Inge Lise Westman.

Gratis adgang for folkeskoler og gymnasielle uddannelser (dog skal lærere betale entré efter kl. 12). Rundvisning 500 kr.