Kampen om Hammershus

Et svensk angreb mod Hammershus er under opsejling
Mellemtrin (3-6 klasse)
Kulturhistorie

Året er 1645. Et svensk angreb mod Hammershus er under opsejling og I er en del af angrebet og forsvaret. General Wrangel går i land på Bornholm, og lensmand Rosenkrantz ruster sig til at forsvare Hammershus. "Kampen om Hammershus" udspilles nu på borgen, og der bliver affyret sortkrudtsvåben så røg og ild drøner ud mod fjenden.

Undervisningstilbuddet

På denne oplevelsestur på Hammershus vil I blive direkte inddraget i angrebet og forsvaret af Borgen. Tildelt forskellige roller og klædt i kofter, dramatiserer vi de historiske hændelser. Der bliver affyret sortkrudtsvåben, og I vil på egen krop mærke, hvordan det måske føltes at være med i kampen om Hammershus.

Efter en fælles intro deles gruppen i to hold, som i løbet af oplevelsesturen som ”svenskere” og ”danskere” sammen med hver deres formidler får forskellige indgangsvinkler til det historiske forløb omkring optakten til angrebet og begivenhederne i 1645.

Da gruppen i forløbet bliver nødt til at samarbejde på tværs, vil de få en klar forestilling om hvilken store betydning kampens udgang havde - nøjagtigt som det var i 1645, da kamphandlingerne fik en betydning for historiens gang her på Bornholm.

Turen sluttes af inde i den hyggelige Smørkælder, mens beretningerne om hvordan det gik "vennerne" eller "fjenderne" under kampen, fylder rummet, og sejren fejres med en skål.

Baggrund: Kampen om Hammershus tager udgangspunkt i det svenske angreb på Bornholm i 1645, hvor general Wrangel erobrede Hammershus fra lensmanden Holger Rosenkrantz. Hændelserne i 1645 bragte Bornholm og Hammershus ind som en brik i et storpolitisk spil.

Tilvalg: Som en festlig afslutning på turen kan vi tilbyde at der inde i den hyggelige Smørkælder sluttes af med at skåle (drikken er alkoholfri) i keramikbægre, som I kan få med hjem som minde mod betaling af 25 kr. per elev. Ønsker I denne afslutning, skal I huske at reservere det samtidig med at I booker turen.

Praktiske oplysninger

Da gruppen deles undervejs i forløbet, er det vigtigt at der er mindst 30 og maks. 60 deltagere.

På Hammershus er det altid godt at have vind- og vandtæt tøj med i rygsækken. Mange bliver overrasket over den store temperaturforskel, der kan være fra den ene ende af øen til den anden.

Undervisningsmaterialer

Det er oplagt at arbejde videre med den historiske baggrund for begivenhederne i 1645, både i forberedelsen til turen og i et senere opfølgende undervisningsforløb.

På Jesper Vang Hansens hjemmeside (ekspert i bornholmske tingbøger) - http://www.bornholmerting.dk/?page_id=472 - kan I bl.a. se en lille film, der omhandler den skanse, som general Wrangel angiveligt skulle have bygget under kampen om Hammershus. Derudover er her også de originale kilder, der findes for begivenhederne i 1645, samt historikeren Zahrtmanns beskrivelse af hændelserne.

 

Du kan læse mere om Hammershus på Naturstyrelsens hjemmeside: http://naturstyrelsen.dk/naturoplevelser/undervisning/naturskoler/bornholm/skoletjenesten/hammershus/forbered-jeres-besoeg/

Adresse

Hammershus Besøgscenter Slotslyngvej 9 3770 Allinge. Mødested: Ved handicap og busparkering ved Hammershus Besøgscenter.

Telefon

+45 56 49 83 19

Fag

Historie

Pris

Pris: 95,- kr.* pr. elev, 2 lærere gratis med i klasser med over 15 elever. Prisen inkluderer entre uden guide til Bornholms Middelaldercenter. * Prisen for turen til Hammershus indeholder en afgift til staten på 25,- kr. inkl. 25% moms. OBS: Da gruppen deles undervejs i forløbet, er det vigtigt at der er mindst 30 deltagere. Ved afslutning med skål i keramikbægre tillægges der 25 kr. pr. elev.

Varighed

2 timer. Ønskes forløbet udvidet, f.eks. med besøg på skolen før eller efter turen, kontakt da Bornholms Middelaldercenter og få en pris

Tidspunkt

April til oktober. Deltagerantal: 30-60 elever

Fællesmål

Historie:

Efter 4. klassetrin

Kronologi og sammenhæng: Samfund

Kildearbejde: Historiske spor

Historiebrug: Historiske scenarier; Historisk bevidsthed

 

Efter 6. klassetrin

Kronologi og sammenhæng: Det lokale, regionale og globale

Historiebrug: Historiske scenarier